20 mar. 2025
Bestyrelsen på College360 kan med stolthed præsentere et årsregnskab 2024, hvor skolen både har opnået et økonomisk overskud og reduceret sin gældsfaktor betydeligt. Samtidig er interessen for skolens erhvervsuddannelser i markant vækst og handelsgymnasiet (HHX) på Bindslevs Plads oplever stadig så stor succes, at det har nået sin kapacitetsgrænse.
I det netop præsenterede årsregnskab har College360 for 4. år i træk et stabilt overskud, og i samme periode er skolens langfristede gæld reduceret med 119 mio. kr. svarende til 29 %.
Over de sidste 4 år har skolens samlede antal årselever været støt stigende fra 1643 til 1811 årselever – en stigning på 10%. En pæn andel af disse elever tiltrækkes fra andre kommuner til skolens uddannelser. Således er antallet af elever, der bor på College360s skolehjem steget fra 115 til 175 årselever – svarende til en stigning på 52 %
Bestyrelsesformand for College360 Peter Stampe glæder sig over de positive tendenser og ser optimistisk på fremtiden:
”Vi er yderst tilfredse med den udvikling, College360 har gennemgået. At vi kan præsentere et økonomisk overskud samtidig med, at søgningen til vores uddannelser stiger, vidner om, at College360 er en attraktiv uddannelsesinstitution for unge og voksne i Silkeborg - og for nogle uddannelsers vedkommende hele Danmark. Vores mål er at skabe de bedste rammer for eleverne, og det er motiverende at se, at den revitalisering, som vi har drømt om for byens erhvervsuddannelser nu bærer frugt,”
”Der har helt sikkert været bump på vejen, siden vi i 2016 traf den store beslutning at gå ind fusion mellem den tidligere Teknisk Skole Silkeborg og Silkeborg Business College og investere 320 mio. kr. i en ny skolebygning til erhvervsuddannelserne, men vi kan nu glæde os over, at vi står på solid grund – ja faktisk tør jeg godt at sige, at det, vi drømte om, til fulde er gået i opfyldelse”
”I 2024 satte Handelsgymnasiet Silkeborg (HHX) rekord i ansøgertallet, hvor 403 elever ønskede optagelse. Desværre måtte nogle afvises, da der kun var kapacitet til at oprette 12 klasser svarende til 336 elever. Ansøgningsfristen til ungdomsuddannelserne den 1. marts 2025 er netop overstået, og igen i år har vi med 386 ansøgninger til HHX flere ansøgere, end vi med vores kapacitet kan byde velkommen til i august. I tråd med den landsdækkende tendens, så oplever vi på HTX uddannelsen et mindre fald på 10 ansøgninger efter et godt optag i 2024.”
”Ser man på søgetallene til Erhvervsuddannelserne i Silkeborg, så kan vi nærmest ikke få armene ned,” fortæller Peter Stampe. ”Sidste år søgte 246 elever fra 9. og 10. klasse ind på vores Grundforløb 1. Ansøgertallet er lige nu på 288 elever– en stigning på næsten 17% siden sidste år. Vi har på fået etableret et godt ungemiljø og moderne faciliteter, der understøtter høj kvalitet i undervisningen og faglig stolthed. Det smitter nu positivt af på skolens elevtilgang.”
-”Vi ser frem til at videreudvikle vores uddannelsestilbud og imødekomme både elevernes og erhvervslivets behov. Den positive udvikling skaber et stærkt fundament for implementeringen af den nye epx-uddannelse. College360 søger om udbud og står klar i startblokkene til at levere den bedste version af det nye uddannelsestilbud.” afslutter Peter Stampe. ”Vi ser med optimisme på de kommende års udvikling”.
