Lærer du bedst ved at have produktet mellem hænderne? Så er Kommunikation og design den rette studieretning for dig. Vi arbejder hands-on og omsætter vores teori og viden til praktiske produkter. På Kommunikation og design kan du komme til at arbejde med relevante projekter, hvor du bruger de to studieretningsfag i samspil. Det kan være, at du skal skabe et nyt ungdomshus til Silkeborg; her kan du bruge design B til at identificere hvilke designmæssige behov, du skal imødekomme, når du udvikler huset. I kommunikation og it A vil du gennem målgruppeanalyse kunne levere grafisk kommunikationsmateriale, der kan anvendes til markedsføring af projektet.
Hvad lærer jeg i studieretningsfagene på Kommunikation og design?
I faget kommunikation og it A vil du udarbejde professionelle grafiske løsningsforslag – f.eks. logoer, reklamefilm og plakater. Du får indgående kendskab til flere programmer i Adobe-pakken, herunder Illustrator og Photoshop. Du lærer at analysere målgrupper og anvende relevant teori i digital kommunikation, så du kan levere målrettede budskaber med dine designs.
I faget design B lærer du alle designprocesser at kende, og du kommer til at arbejde med idégenerering, produktudvikling og eksekvering. Du lærer blandt andet om form, funktion, æstetik og teknologi, og du kommer til at skabe konkrete løsningsforslag på baggrund af designmæssige udfordringer i samfundet. Det kan f.eks. være inden for emner som kultur, bæredygtighed og historie.
Hvilke fremtidsmuligheder får jeg med Kommunikation og design?
Uddannelsen giver dig mange spændende muligheder fremadrettet. Du får gode kompetencer til at løse designopgaver for virksomheder samt til at læse videre. Relevante videregående uddannelser for dig, kunne være: Digital design - it æstetik og interaktion, Animation, Grafisk fortælling.