HTX pige og dreng arbejder ved pc

Fag på HTX

Info om uddannelsen | Fag på HTX

På HTX vil du møde fag som matematik, dansk og engelsk, som du kender fra grundskolen. Du får derudover en række fag, der kun findes på HTX, og hvor der er fokus på innovative og projektorienterede arbejdsformer.

På HTX vil du møde obligatoriske fag, studieretningsfag og valgfag. På 3. år får du også teknikfag, som er helt unikt for HTX-uddannelsen.

Du vil på grundforløbet skulle have Naturvidenskabeligt grundforløb og Produktudvikling, der introducerer nogle af fagenes arbejdsformer.

Obligatoriske fag

Du skal have en række obligatoriske fag på HTX, uanset hvilken studieretning du vælger:

  • Dansk på A-niveau
  • Teknikfag på A-niveau
  • Engelsk på B-niveau
  • Fysik på B-niveau
  • Matematik på B-niveau
  • Idéhistorie på B-niveau
  • Kemi på B-niveau
  • Teknologi B-niveau
  • Kommunikation og it C-niveau
  • Samfundsfag på C-niveau
  • Biologi på C-niveau

Studieretningsfag

Alt efter hvilken studieretning du vælger, vil du møde følgende studieretningsfag: 

  • Bioteknologi A
  • Matematik A
  • Fysik A
  • Design B
  • Teknologi A
  • Kommunikation og it A
  • Programmering B

Valgfag

Som udgangspunkt kan du vælge 1 - 2 valgfag i løbet af din HTX-uddannelse. Hvor mange afhænger af din studieretning. Valgfagsudbuddet kan variere fra år til år. Eksempler på udbudte valgfag kan være:

  • Engelsk A
  • Matematik A
  • Kemi A
  • Programmering B
  • Psykologi C
  • Erhvervsøkonomi C
  • Astronomi C
  • Filosofi C

Valgfagshold oprettes ved tilstrækkelig tilslutning.

Teknikfag

På 3. år skal du vælge teknikfag. I teknikfagene skal du anvende den viden, du har fået i de øvrige obligatoriske fag på HTX til at arbejde projektorienteret, designe løsninger og udvikle produkter. På HTX i Silkeborg kan du vælge mellem disse teknikfag:

  • Robotteknik
  • Byggeri, energi og arkitektur
  • Proces, levnedsmiddel og sundhed
3 HTX drenge arbejder i byggeværksted med teknikfagsprojekt

Ekstra fag på A-niveau

På HTX skal mindst tre af af dine fag være på A-niveau, men du har mulighed for at vælge flere.

Hvis du gennemfører HTX med fem fag på A-niveau, bliver dit eksamensgennemsnittet ganget med 1,03. Hvis du gennemfører med seks eller flere fag på A-niveau, bliver dit eksamensgennemsnit ganget med 1,06. Læs mere på ug.dk

Fagbeskrivelser

Her finder du fagbeskrivelser på alle fagene på HTX-uddannelsen.

Biologi

Biologi beskæftiger sig med det levende og samspillet mellem det levende og dets omgivende miljø med livets udvikling og levende organismers egenskaber og livsprocesser på alle niveauer fra det molekylære niveau til økosystemniveau. Faget biologi er et naturvidenskabeligt fag, hvis viden og forståelse er baseret på naturvidenskabelige arbejdsmetoder og eksperimentelt arbejde såvel i laboratoriet som i naturen og har udgangspunkt i videnskabsfaget og teknisk videnskab. Faget omfatter viden og metoder og deres anvendelse inden for områder som produktion, bioteknologi, miljø, medicin og sundhed.

Undervisningen giver fagligt grundlag for at forholde sig reflekteret og ansvarligt til anvendelser af biologisk viden og bioteknologi og til naturgrundlaget for at deltage kvalificeret i samfundsdebatten om emner med biologisk indhold, træffe valg og handle.

På C-niveau får eleverne en grundlæggende forståelse for de nævnte områder, mens man på B-niveau kommer dybere ned i forståelsen af de biologiske virkemekanismer inden for de forskellige områder. Her er undervisningen bygget op omkring et begrænset antal temaer (4-5), som eleverne er med til at vælge. Eleverne skal også mere selvstændigt planlægge, udføre og vurdere forsøgsarbejde.

Hent fagbeskrivelse

Bioteknologi

Faget bioteknologi handler om den teknologiske anvendelse af biologisk viden. Denne viden og forståelsen af den bygger på naturvidenskabelige og eksperimentelle arbejdsmetoder såvel i laboratoriet som i naturen. Der inddrages også viden og metoder fra andre fag, særligt kemi og matematik. Faget beskæftiger sig med anvendelse af viden og metoder inden for områder som biologisk produktion, miljø og -miljøteknologi, medicin og sundhed.

Læs mere om Bioteknologi her

Dansk

Dansk er et humanistisk fag, der beskæftiger sig med litteratur, sprog og medier i en national og global kontekst. Fagets kerne er tekstanalyse og tekstproduktion med udgangspunkt i viden og kundskaber om fagets stofområder.

I faget anvendes et udvidet tekstbegreb, og gennem det intensive arbejde med dansksprogede tekster ud fra sproglige, æstetiske, mediemæssige og kommunikative synsvinkler forbindes oplevelse, analyse, fortolkning og refleksion. Faget beskæftiger sig med mangfoldige teksttyper i et kulturelt, idéhistorisk, teknologisk, naturfagligt og erhvervsrettet perspektiv.

Hent fagbeskrivelse

Design

Faget har en innovativ, teknologihistorisk, idéhistorisk og samfundsmæssig dimension, der bidrager til at styrke uddannelsens almendannende og studieforberedende formål. Faget baseres på projekter, der integrerer praktiske og teoretiske aspekter. Gennem fagets praktiske side får eleverne indblik i og erfaring med processer, der er principielt identiske med dem, der indgår i designeres daglige arbejde. Eleverne skal tilegne sig designmæssige viden, kundskaber og kompetencer, som gør dem i stand til at analysere og vurdere den designede omverden med anvendelse af fagets metoder, begrebsdannelse og terminologi. Eleverne skal lære at arbejde med faglige metoder, som med deres strukturering af problemløsende arbejdsprocesser kan overføres til løsning af opgaver i andre fag og i videregående uddannelser.

Hent fagbeskrivelse

Engelsk

Engelsk er et videns- og kundskabsfag, et færdighedsfag og et kulturfag. Faget beskæftiger sig med engelsk sprog, engelsksprogede tekster og litteratur, engelsksprogede kulturer, teknologiske og naturvidenskabelige emner og globale forhold. Faget tager udgangspunkt i et udvidet tekstbegreb og omfatter anvendelse af engelsk i tale og skrift og en teoretisk viden om fagets stofområder. Formålet med undervisningen er, at eleverne i faget engelsk opnår evne til at forstå og anvende det engelske sprog, således at de kan orientere sig i og agere i en global og digital verden. Det er derudover formålet, at eleverne opnår viden og kundskaber om kulturelle, samfundsmæssige, teknologiske og naturvidenskabelige forhold i britiske, amerikanske og andre engelsksprogede regioner, og at deres forståelse af egen kulturbaggrund dermed udvikles. Faget skaber grundlag for, at eleverne kan kommunikere på tværs af kulturelle grænser i almene, såvel som faglige sammenhænge.

På A-niveau er der et øget fokus på grammatisk korrekthed - såvel mundtligt som skriftligt. Desuden skal man aktivt kunne bruge grammatikken til at forklare sproget. I mundtlig engelsk tilstræber man desuden en hørere grad af 'fluency'. Tekstproduktioner er anderledes, i og med at der nu er større kompleksitet i forhold til skriftlige opgaver og opgavegenrer. Det er også på engelsk A at man med sikkerhed for lov til at læse romaner, f.eks. nogle af klassikerne, der på passende vis ofte trækker tråde frem til vores højteknologiske tidsalder. Kort sagt: der forventes et højere abstraktionsniveau (også analytisk) i alle fagets facetter.

Hent fagbeskrivelse

Erhvervsøkonomi

Erhvervsøkonomi er et samfundsvidenskabeligt fag, der omfatter viden og kundskaber om virksomheden og dens omverden, marketing, strategi, økonomi, organisation og ledelse. Faget giver viden og kundskaber om de betingelser og de muligheder, der er for at etablere og udvikle en virksomhed på et nationalt og internationalt marked. Der arbejdes i faget med almenmenneskelige spørgsmål i relation til individ, virksomhed og samfund. Gennem undervisningen i erhvervsøkonomi udvikler eleverne evnen til at forholde sig reflekterende til virksomhedens etablering og udvikling, dens værdiskabelse samt dens grundlæggende konkurrencemæssige, organisatoriske og økonomiske handlemuligheder. Undervisningen skal fremme elevernes evne til at arbejde innovativt med løsninger på virksomhedens erhvervsøkonomiske udfordringer. Endvidere skal eleverne gennem undervisningen udvikle evnen til at anvende erhvervsøkonomisk teori i en virkelighedsnær kontekst.

Hent fagbeskrivelse

Filosofi

Faget filosofi beskæftiger sig med filosofiske problemer og filosofisk argumentation. Filosofi behandler spørgsmål, som er grundlæggende for den menneskelige tilværelse og for alle fag og videnskaber. Det er filosofiens væsen, på tværs af de faglige og videnskabelige grænser, at stille stadig dybere spørgsmål og at reflektere kritisk over mulige svar og argumenter. Faget anlægger såvel et systematisk som et idéhistorisk og et aktualiserende perspektiv på sine problemstillinger. Eleverne skal tilegne sig viden om, kundskaber om og kompetencer til at genkende, behandle og diskutere filosofiske problemstillinger og teorier, der har været og er konstituerende for menneskers kulturer. Filosofifaget præsenterer bærende forestillinger og centrale metoder i de grundlæggende menneskelige og videnskabelige tilgange til verden.

Hent fagbeskrivelse

Fysik

Det naturvidenskabelige fag fysik omhandler menneskers forsøg på at udvikle generelle beskrivelser, tolkninger, forklaringer og modeller af fænomener og processer i natur og teknik. Faget er virkelighedsnært, praktisk og løsningsorienteret. Gennem et samspil mellem eksperimenter og teorier udvikles en teoretisk begrundet, naturvidenskabelig indsigt, som stimulerer nysgerrighed og kreativitet. Samtidigt giver den baggrund for at undersøge, forstå og diskutere naturvidenskabeligt og teknologisk baserede argumenter samt bidrage til løsninger vedrørende spørgsmål af almen menneskelig eller samfundsmæssig interesse. Gennem undervisningen i faget får eleverne viden og kundskaber inden for fysik og en baggrund for at arbejde med naturvidenskabelige metoder, eksperimentelle og teoretiske emner samt modeller og praktiske problemstillinger i værksteder og laboratorier. Faget sætter eleverne i stand til at kombinere teori og eksperimenter og opstille, anvende og vurdere modeller blandt andet inden for det naturvidenskabelige, teknologiske og tekniske område.

Hent fagbeskrivelse

Idehistorie

Idéhistorie B beskæftiger sig med udviklingen i menneskets måde at forholde sig til verden på, som den kommer til udtryk i anvendelse af teknologier og idéer i et historisk perspektiv. Faget ser idédannelserne og teknologierne i en historisk, social, kulturel og global sammenhæng, som danner udgangspunkt for refleksion over samt perspektivering og stillingtagen til udvikling og anvendelse af teknologier og ideer gennem historien i en vekselvirkning med naturen. Faget giver eleven en teknologisk dannelse og historisk bevidsthed gennem forståelse af samspillet mellem ideer, teknologier og samfund, som i fællesskab styrker elevens samlede almene dannelse. Faget giver eleverne viden om idéernes og teknologiernes samspil og historiske udviklingslinjer. Gennem undersøgelse af idéer, teknologier og begivenheder opnår eleverne kundskaber, som sætter dem i stand til at stille spørgsmål til fortiden, så de kan forstå og navigere i deres globale nutid og fremtid. Arbejdet med de idé-, teknologi- og almenhistoriske materialer og problemstillinger styrker elevernes studieforberedende kompetencer til at reflektere over de tanker, forestillinger og værdier, de møder i deres uddannelse og omverden.

Hent fagbeskrivelse

Idræt

Idræt er et videns-, kundskabs- og færdighedsfag. Det centrale i faget idræt er den fysiske aktivitet, som understøttes af teori fra det natur- og sundhedsvidenskabelige samt det humanistiske og samfundsvidenskabelige område. Gennem tilegnelse af idrætslige færdigheder opnås bevægelsesglæde, viden, kundskaber og erfaringer med kroppen og dens bevægelsesmuligheder. Gennem fysisk aktivitet, træning af idrætslige færdigheder og inddragelse af teori sikres faglig dybde, og undervisningen giver indsigt i den fysiske aktivitets betydning for sundheden samt forståelse for idrættens kulturelle værdier. Faget skal bidrage til elevernes almendannelse og studiekompetence. Gennem alsidig idrætsundervisning opnår eleverne kropslige kompetencer samt viden, kundskaber og færdigheder i relation til fysisk aktivitet. Eleverne opnår god fysisk kapacitet, en betydelig grad af idrætslige færdigheder, indsigt i kroppens bevægelsesmuligheder og forståelse for idrættens videnskabsområder. Eleverne udvikler evnen til at kombinere praktiske erfaringer med teoretisk viden i relation til træning og sundhed. Eleverne opnår en bred forståelse for idrættens bidrag til udvikling af personlig identitet og sociale kompetencer.

Hent fagbeskrivelse

Innovation

Innovation er et samfundsvidenskabeligt fag, der omfatter viden, kundskaber og kompetencer inden for invention, innovation og diffusion. Faget giver færdigheder til at arbejde med processerne fra idé til værdiskabende handling. Derudover handler faget om innovations betydning på såvel individ-, virksomheds- og samfundsniveau. I arbejdet med faget udvikles almendannelsen og studiekompetencen. Formålet med undervisningen er at fremme elevernes evne til at arbejde systematisk og kreativt med idéudvikling. Endvidere er det formålet, at eleverne udvikler værdiskabende løsninger gennem foretagsomhed ved anvendelse af metoder til gennemførelse af innovation. Formålet er ligeledes, at eleverne opnår viden, kundskaber og færdigheder til at kunne arbejde med innovative processer på virkelighedsnære problemstillinger.

Hent fagbeskrivelse

Kemi

Kemi er et naturvidenskabeligt fag, hvor kemiske forbindelsers opbygning, egenskaber og betingelser for at ændres ved reaktioner udforskes, beskrives og forklares. Kemi udgør en vigtig del af den moderne naturvidenskab. Kemi har stor betydning for samfundets fortsatte økonomiske og teknologiske udvikling, både nationalt og internationalt, idet der i kemisk forskning arbejdes med f.eks. bio- og nanoteknologi, lægemidler, fødevareproduktion, miljøforskning, udvikling af nye materialer og bæredygtige teknologier til kemisk produktion.

Kemisk viden og metoder udgør i dag et centralt element i en række uddannelser og erhverv inden for de naturvidenskabelige, tekniske og sundhedsvidenskabelige områder. Det er essentielt for kemifaget, at kemisk viden og begrebsforståelse udvikles gennem vekselvirkning mellem teori, modeller og eksperimenter. I kemi skal eleverne opnå såvel en bred kemifaglig viden som et højt fagligt niveau og kendskab til en række eksperimentelle metoder. Elevernes opnåede kemiske viden, kundskaber, generelle naturvidenskabelige kompetencer og teknologisk dannelse vil tilsammen danne grundlaget for elevernes valg af især videregående tekniske uddannelser eller uddannelser med naturvidenskabeligt indhold, men også andre uddannelser, hvor kemi udgør et vigtigt element. Arbejdet med faget skal give eleverne en forståelse for, at kemisk viden, kreativitet og innovative tiltag kan være vigtige bidrag til et moderne samfund, ved at kemi i samspil med andre fag kan belyse og løse aktuelle problemstillinger med et naturvidenskabeligt og teknologisk indhold.

På kemi A arbejdes der mere abstrakt. Der ses på hvordan man kan regne sig frem til, hvorledes reaktioner vil forløbe og om de vil forløbe spontant. Der laves flere sammenkoblinger af de forskellige områder af kemien, fordi der også tages et dybere spadestik og den matematiske dimension får en meget større betydning.

Hent fagbeskrivelse

Kommunikation og it

Er du vild med at forbruge og designe digitale produkter? Videoer, billeder, animationer, interaktive infographics, vektorgrafik, apps og websites?

Kunne du tænke dig at udvikle og producere disse produkter, som led i større  kommunikationskampagner, lave strategi, finde målgrupper, designe, teste, forbedre og evaluere dine produktioner?

Og det hele med udgangspunkt i aktuelle og virkelighedsnære problemstillinger?

Så er kommunikation IT A faget for dig. Det eneste det kræver er, at du har en smule kreativitet og så lysten til at fordybe dig i den digitale verden.

Hent fagbeskrivelse

Matematik

Faget matematik omhandler menneskets forsøg på at beskrive den verden, vi lever i gennem matematisk modellering af naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige samt tekniske og teknologiske områder. Hermed bliver matematikken det sprog, som disse fag betjener sig af i beskrivelsen af kvantificerbare størrelser og relationer mellem disse. Som borger i et moderne og demokratisk samfund er kritisk stillingtagen og fortolkning af matematiske modeller en væsentlig kompetence, ligesom forståelsen for og brugen af digitale matematiske hjælpemidler i et digitalt samfund. Faget beskæftiger sig med opstilling af generelle regler og relationer, og mens matematikkens deduktive side knytter an til udvikling af logisk tænkning og ræsonnement, giver den induktive side mulighed for udvikling af kreativitet. Den anvendelsesorienterede dimension i faget har stor vægt og består i, at man ved hjælp af matematiske teorier og modeller beskriver og analyserer problemstillinger inden for ovenstående områder og efterfølgende udvikler og vurderer løsninger.

På A-niveau udbygger du den matematik, der er lært og gennemgået på B-niveau. Således kombineres flere individuelle emner, så man ex arbejder i 3 dimensioner vha. emner, der behandler 2D – Herunder kan nævnes: 3D-vektorer samt volumenberegning af komplekse omdrejningslegemer fx vaser, lejehuse, eller lignende.

Hent fagbeskrivelse

Programmering

Programmering omfatter de metoder og teknikker, der anvendes til udvikling af it-systemer. Faget er et teknisk og kreativt fag med vægt på eksperimentelle og innovative processer, der sætter eleven i stand til at bruge programmering til at skabe løsninger på problemer inden for mange forskellige fagområder. Derudover er faget et videns- og kundskabsfag som med de tekniske og kreative sider gensidigt betinger hinanden og sikrer faglig dybde. Faget har en betydelig praktisk dimension, der omhandler arbejde med større it-systemer og programmering af teknologiske løsninger baseret på forskellige programmerbare enheder. Formålet med faget er at give en bred og nuanceret introduktion til programmering, herunder at illustrere brug af programmering med henblik på at tilfredsstille personlig nysgerrighed, til kreativt udtryk, til at skabe ny viden og til at løse problemer (til hjælp for mennesker, organisationer og samfund).

I programmering B vil der være mere fokus på kode, der sigter på real live applikationer, så det vil sige kode, der spiller op i mod en database og kan køres fra en dynamisk hjemmeside og evt. en app. 

Der vil også være fokus på dokumentation af kode som grundlag for at kunne opbygge kodestrukturen.

Hent fagbeskrivelse

Psykologi

I psykologi beskæftiger vi os med at forstå menneskets psyke og adfærd samt forklare dets oplevelser, følelser, tanker og handlinger under givne omstændigheder. Vi dykker ned i en lang række forskellige psykologiske retninger/traditioner, som sammen skaber en forståelse af mennesket i mange forskellige sammenhænge.

I faget analyserer og reflekterer vi over psykologiske forhold, ligesom vi forholder os kritisk til psykologiske undersøgelser, metoder og teorier. Dette giver en forståelse og en respekt for menneskers forskellighed på baggrund af personlige, sociale og kulturelle faktorer, ligesom der opnås en kompetence til at navigere i en foranderlig og globaliseret verden.

Samfundsfag

Samfundsfag omhandler danske og internationale samfundsforhold, herunder samspillet mellem teknologisk udvikling og samfundsudvikling. Faget giver på et empirisk og teoretisk grundlag viden og kundskaber om og forståelse af de dynamiske og komplekse kræfter – nationalt, regionalt og globalt – der påvirker samfundsudviklingen. Ved at forbinde den aktuelle samfundsmæssige udvikling med sociologiske, økonomiske og politiske begreber kvalificeres elevernes standpunkter, handlemuligheder og viden, og eleverne opnår almendannelse og studiekompetence.

Hent fagbeskrivelse

Teknikfag - Byggeri og energi

Byggeri og energi

Faget beskæftiger sig med udvikling og fremstilling af produkter og forudsætningerne herfor. Faget omfatter samspillet mellem teknik, viden, organisation og produkt, med fokus på at teknisk og naturvidenskabelig viden integreres i produktudvikling og fremstillingsproces og kombineres med praktisk arbejde i værksteder og laboratorier. Faget medvirker til at gøre HTX-uddannelsen virkelighedsnær og samtidsrelevant og er et af de fag, der er med til at konstituere uddannelsens profil. Faget omhandler konstruktion, materialer, produktionsprocesser, anlæg, installationer, forsyning, administration og organisation. I faget indgår procesforløb og produktfremstilling på et niveau, der afspejler erhvervsmæssig professionalisme inden for det valgte teknikfagsområde. I teknikfaget sikres samspil med andre fag, herunder studieretningsfagene. Store dele af teknikfaget gennemføres som projektbaseret undervisning, hvorigennem teori og praktisk arbejde i værksteder og laboratorier integreres. Faget sikrer faglig fordybelse, selvstændigt arbejde, refleksion og anvendelse af projektbaserede metoder byggende videre på teknologifaget. Projektforløbene indebærer, at uddannelsens fag anvendes i en sammenhæng, der kombinerer forskellig faglig viden på relevant måde.

Hent fagbeskrivelse

Teknikfag - Digitalt design og udvikling

Digitalt design og udvikling

Faget beskæftiger sig med udvikling og fremstilling af produkter/processer og forudsætningerne herfor. Faget omfatter samspillet mellem teknik, viden, organisation og produkt, med fokus på at teknisk og naturvidenskabelig viden integreres i produktudvikling og fremstillingsproces og kombineres med praktisk arbejde i værksteder og laboratorier. Faget medvirker til at gøre HTX-uddannelsen virkelighedsnær og samtidsrelevant og er et af de fag, der er med til at konstituere uddannelsens profil. Faget omfatter anvendelse og innovativ udvikling af digitale produkter med vægt på det tekniske indhold, og hvordan det positivt kan bidrage til samfundet. I faget indgår procesforløb og produktfremstilling på et niveau, der afspejler erhvervsmæssig professionalisme inden for det valgte teknikfagsområde. I teknikfaget sikres samspil med andre fag, herunder studieretningsfagene gennem projektforløbene. Store dele af teknikfaget gennemføres som projektbaseret undervisning hvorigennem teori og praktisk arbejde i værksteder og laboratorier integreres. Faget sikrer faglig fordybelse, selvstændigt arbejde, refleksion og anvendelse af problembaserede projektmetoder byggende videre på teknologifaget. Projektforløbene indebærer, at en række af uddannelsens fag anvendes i en sammenhæng, der kombinerer forskellig faglig viden på relevant måde.

Hent fagbeskrivelse

Teknikfag – Proces, levnedsmiddel og sundhed

Proces, levnedsmiddel og sundhed:

Faget beskæftiger sig med udvikling og fremstilling af produkter og forudsætningerne herfor. Faget omfatter samspillet mellem teknik, viden, organisation og produkt, med fokus på at teknisk og naturvidenskabelig viden integreres i produktudvikling og fremstillingsproces og kombineres med praktisk arbejde i værksteder og laboratorier.

Faget medvirker til at gøre HTX-uddannelsen virkelighedsnær og samtidsrelevant og er et af de fag, der er med til at konstituere uddannelsens profil.

Faget omhandler analysemetoder, bioteknologi, fødevarer, mikrobiologi, produktfremstilling og sundhed og miljø. I faget indgår procesforløb og produktfremstilling på et niveau, der afspejler erhvervsmæssig professionalisme inden for det valgte teknikfagsområde. I teknikfaget sikres samspil med andre fag, herunder studieretningsfagene. Store dele af teknikfaget gennemføres som projektbaseret undervisning, hvorigennem teori og praktisk arbejde i værksteder og laboratorier integreres. Faget sikrer faglig fordybelse, selvstændigt arbejde, refleksion og anvendelse af problembaserede projektmetoder byggende videre på teknologifaget. Projektforløbene indebærer, at uddannelsens fag anvendes i en sammenhæng, der kombinerer forskellig faglig viden på relevant måde.

Hent fagbeskrivelse

Teknologi

Faget teknologi omhandler sammenhængene mellem teknologiske løsninger og samfundsmæssige problemstillinger i et nationalt og globalt perspektiv.

Faget beskæftiger sig med teknologisk innovation, det vil sige udvikling af produkter med udgangspunkt i analyser af samfundsmæssige problemstillinger.

I samspillet mellem teknik, viden, organisation og produkt kombineres samfundsfaglig, teknisk og naturvidenskabelig viden og kundskaber med praktisk arbejde i værksteder og laboratorier.

Faget giver eleven elementer af en teknologisk dannelse gennem en forståelse for samspillet mellem teknologi og samfund, en kritisk sans samt evne til løsning af praktisk/teoretiske problemstillinger. Fagets problemorientering udvikler en forståelse af, hvordan teknologisk viden produceres gennem analyse og syntese i en samlet proces. Faget medvirker til at gøre HTX-uddannelsen virkelighedsnær og samtidsrelevant og er et af de fag, der er med til at konstituere uddannelsens profil.

Fagets metode er problembaseret læring i længere projektforløb. Projektforløbene indebærer, at uddannelsens enkelte fag anvendes i en sammenhæng, hvor faglig viden kombineres på relevant måde. Faget styrker elevernes innovative kompetencer gennem projektarbejde, hvor faglig viden anvendes til konkret problemløsning. Problemløsningen omfatter udvikling og fremstilling af produkter i værksteder og laboratorier, hvorigennem eleverne får kendskab til forskellige teknologier, der anvendes i erhvervslivet, samt kendskab til innovative og kreative processers betydning i forbindelse med udvikling af produkter.

Hent fagbeskrivelse

Tysk

Tysk er videns- og kundskabsfag, et færdighedsfag og et kulturfag. Disse sider af faget er ligeværdige, betinger gensidigt hinanden og sikrer faglig dybde. Faget beskæftiger sig med kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold i tysksprogede lande og områder. Centralt i faget står den praktiske dimension, som udvikler færdigheder i sprogets anvendelse samt viden og bevidsthed om dets opbygning. Endvidere udvikles evnen til at forstå og forholde sig til talt og skrevet tysk samt kendskab til tysksprogede lande i europæiske og andre internationale sammenhænge.

Hent fagbeskrivelse

Valgfag

Udover studieretningsfag og obligatoriske fag skal du vælge en række valgfag. Disse fag kan som udgangspunkt vælges på tværs af studieretningerne. Her vil du altså komme til at gå på hold med elever fra andre klasser.

Valgfagene kan f.eks. være: 

  • Engelsk A
  • Fysik A
  • Kemi A
  • Kommunikation/it A
  • Matematik A
  • Teknologi A
  • Biologi B
  • Bioteknologi
  • Programmering B
  • Samfundsfag B
  • Psykologi C
  • Erhvervsøkonomi C
  • Filosofi C
  • Idræt C
  • Innovation C
  • Programmering C
  • Tysk C

Ekstra fag på A-niveau

På HTX skal mindst tre af fagene være på A-niveau, men du har mulighed for at vælge flere.

Hvis du gennemfører HTX med fem fag på A-niveau, bliver dit eksamensgennemsnittet ganget med 1,03. Hvis du gennemfører med seks eller flere fag på A-niveau, bliver dit eksamensgennemsnit ganget med 1,06. Læs mere på ug.dk

Brug for en
HTX vejleder?

Vejleder

Mathilde Hørup Noer

Adjunkt, læsevejleder, studievejleder HTX

    Uddannelse
    • HTX
    Retning
    • Teknisk Gymnasium
    Fag
    • Dansk
    • Engelsk

Vejleder

Mogens Holm

Lektor, Studievejleder HTX

    Uddannelse
    • HTX
    Retning
    • Teknisk Gymnasium
    Fag
    • Samfundsfag
    • Idehistorie

Besøg os

Vi afholder jævnligt informationsarrangementer, hvor du har mulighed for at besøge os og stille alle dine spørgsmål. Du er også altid velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for vejledning eller ønsker en rundvisning.