Nadia Ø. Knudsen og Julie Rohde brænder begge for faget som bygningsmaler, men hvordan finder man egentlig ud af, at man uddanne sig inden for et specifikt erhverv, når man kun er 16-17 år?
”Da jeg gik i 9. anede jeg ikke, hvad jeg ville, fortæller Julie. ”Jeg var ude at kigge på en masse skoler – også College360, og da vi kom til bygningsmalerværkstedet, så var det et sted, hvor jeg følte, at jeg kunne se mig selv gå i mange år med opgaverne.”
Nadia har haft en lidt anden vej ind i faget som bygningsmaler. ”Det startede tilbage i folkeskolen, hvor jeg var i praktik som bygningsmaler. Jeg fandt ro i faget og fandt ud af, at det her, var jeg rigtigt dygtig til. Jeg fik lavet en ordning, hvor jeg var afsted en gang om ugen både i 9. og 10. klasse. På den måde fandt jeg ud af, at jeg gerne ville starte på College360. Jeg valgte at starte på Grundforløb 1 for lige at blive helt sikker i mit valg og blive lidt mere moden”.
”Jeg er helt klart blevet klogere på, hvad en bygningsmaler laver, fordi jeg har været ude i praktik, fortæller Julie. ”Mange tror, at en bygningsmaler bare maler vægge hele dagen, men vi laver mange andre ting også. Vi spartler vægge op, så de bliver glatte og pæne, sætter filt, væv og tapeter op. Der er også meget kommunikation med kunderne i jobbet. Det kan godt være, at 2 personer har det samme hus, men de ønsker noget helt forskelligt i udtryk. Vi rådgiver kunderne om farver og overfladebehandlinger.
Hvordan er det at være ude og arbejde i en virksomhed som ung?
”Altså jeg synes, det er helt vildt fedt at komme ud og prøve alle de her forskellige opgaver. Du kommer til en ny opgave på et nyt sted næsten hver dag”, fortæller Julie. ”De steder, jeg har været, har der været lærlinge, som er på min alder, så jeg har ikke følt, at jeg var ung i en meget voksen verden”. ”Jeg har gået meget på byggepladser, hvor vi arbejder på nybyg men også på renoveringsprojekter, hvor vi får det til at fremstå som nyt. Jeg elsker processen, hvor vi får det til at fremstå flot igen”, fortsætter Nadia. ”Selv om man er i voksent miljø, så har jeg kun oplevet, at de andre er gode til at vise mig, hvordan tingene skal gøres. Du kan altid spørge dem, og de er gode til at tage hånd én og få en til at føle, at man er en del af holdet”.
Hvad er det bedste ved uddannelsen som bygningsmaler?
Vi har på Grundforløb 1 lært meget om, hvordan man arbejder sammen inden for de forskellige fagretninger. På en byggeplads er der mange håndværksfag, som flettes ind over hinanden. Det giver en god forståelse, når man ved, hvorfor elektrikeren gør, som han gør og forstår sammenhængen.
”Det er nok meget forskelligt, hvad man finder udfordrende eller sjovt ved uddannelsen, fortæller Julie. ”Jeg kan f.eks. godt lide at spartle og beskære. At beskære er, når man tager en lille pensel og maler rundt i hjørner, ved vinduer og små steder, hvor man ikke kan komme til med en rulle. Det kan jeg rigtigt godt lide – og man slipper for maler tape”.
”Det kan være udfordrende, at nogle teknikker kræver øvelse”, udtaler Nadia. ”Du er nødt til at øve dig for at blive dygtig. Det kan også være en udfordring, at der på en byggeplads stadigvæk går andre håndværkere, når man skal ind og male. ”De kan godt komme til at ødelægge ens arbejde, som man så må gøre om, men det er fedt at følge processen fra start til slut og være med til at forbedre noget for andre. Jeg kan godt lide, at jeg er den, der laver den allersidste flotte finish, som alle lægger mærke til.”
Du får gode venner og et stort netværk
”Studiemiljøet er rigtigt godt på College360”, siger Julie. ”Jeg synes, man får nogle gode venner. Der er så mange forskellige persontyper her, at du altid kan finde nogen, du klikker med. Det, at alle ønsker at blive noget inden for håndværkerfagene, gør at man taler sammen på en anden måde. Vi snakker sammen på kryds og tværs af fag og niveauer.”
Nadia fortsætter: ”Jeg har valgt at bo på skolen og kender derfor mange fra helt andre uddannelser f.eks. kokke. Vi mødes i studiecafé, spiller spil eller pool eller ser film sammen om aftenen. Her er altid nogle, man kan gå til med spørgsmål og problemer”.
Nej, det er ikke svært at finde en læreplads, hvis du selv er opsøgende
”Der er god mulighed for finde læreplads som bygningsmaler, fortæller Nadia. ”Men selvfølgelig er det vigtigt, at du er opsøgende. Jeg har fået tilbudt læreplads hos Malerfirmaet Carsten Sørensen, hvor jeg var i praktik i folkeskolen”.
”Jeg blev ringet op af Hammel Malerfirma, hvor jeg var i praktik her på Grundforløb 1, fortæller Julie. Vi havde kun kort talt om læreplads, så jeg blev megaglad, da de ringede og spurgte, om jeg ville skrive kontrakt med dem.
Fremtidsdrømmen et at gøre det, jeg er god til
”Jeg har ikke sådan de store drømme, udtaler Julie. ”Jeg vil bare gerne gennemføre min uddannelse og arbejde som bygningsmaler. Bare hygge mig og lave mit arbejde.”
”Jeg har det lidt på samme måde, fortæller Nadia. Jeg ønsker bare at komme ud og arbejde et sted, hvor jeg har det godt og gør noget, jeg er god til.
Vælg uddannelse med hjertet og følg din mavefornemmelse
”Mit bedste råd, er at de skal gøre det, de gerne selv vil” siger Nadia. ”Ja, det er vigtigt at gå efter sin mavefornemmelse og ikke stresse over det”, fortsætter Julie. “Hop ud i det, og hvis du har valgt forkert, så fortæl dig selv, at det er OK at blive klogere og starte på en anden uddannelse, der passer til dig”.