Undervisningen på skolen er bygget op omkring konkrete problemstillinger og cases fra erhvervslivet. Du arbejder ofte projektorienteret og med tværfaglige emner. Den virkelighedsnære undervisning giver dig de faglige og teoretiske kompetencer, der matcher de opgaver, du vil møde under din læretid. På din læreplads bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Oplæringen foregår på en arbejdsplads. Du afslutter uddannelsen med en fagprøve.
Hvilke områder berører uddannelsen?
Uddannelsen som salgsassistent giver en grundlæggende viden om varer, salg og kundeservice i en butik. Du bliver dygtig til at betjene og vejlede kunder, og opnår en vigtig specialviden inden for dit felt. Du får desuden viden om, hvordan du indkøber varer, styrer lageret, præsenterer varerne og indretter butikken. Du lærer at betjene en kasseterminal, ligesom du lærer om butikkens økonomi.
Hvilken type jobs kan jeg få?
Salgsassistenter kan arbejde som ansatte eller butiksbestyrere i butikker, supermarkeder, stormagasiner eller med digital handel i detailhandelsbranchen. Du vil også blive godt klædt på til at åbne egen butik eller webshop.