Natur, rumfart og videnskab tæt på

Nyheder | Verdens Vilde Liv: Natur, rumfart og videnskab tæt på

24 mar. 2025

Hvordan ser Jorden ud fra rummet? Hvad kan vi lære af myrer? Og kan svampe virkelig redde verden? Vores HTX-elever har været til et spændende arrangement, Verdens Vilde Liv, i Forum Horsens med nogle af de største navne inden for rumfart, naturvidenskab og bæredygtighed.

ESA-astronaut Andreas Mogensen fortalte om det unikke syn, astronauter har fra rummet – en lysende og smuk blå planet, der svæver helt alene rundt i det mørke univers kun beskyttet af en tynd og sårbar atmosfære. Universet er uendelig stort, og oppe i rummet fik Andreas meget hurtigt en fornemmelse af, at Jorden er del af noget langt større. ”Vi er kun begyndt at udforske rummet, men rumfart og rumforskning handler også i stort omfang om Jorden, vores hjem og fremtid” fortalte den danske astronaut. Andreas’ billeder fra Den Internationale Rumstation i 400 kilometers højde viste, hvordan skovrydning, ørkendannelse og forurening ændrer vores klode. ”Der er ingen planet B, og vi har et fælles ansvar at passe på vores livgivende sted” understregede Andreas. 

Naturfotograferne Helle & Uri Løvevild Golman tog via billeder eleverne med ind i verdens vilde naturområder og fortalte om møder med truede dyrearter. De har rejst til alle 7 kontinenter – og kæmper nu for at beskytte naturen gennem WILD Nature Foundation. “Vi beskytter kun det, vi kender og elsker”, sagde de og opfordrede til en større forståelse for naturens skrøbelighed.

Astrofysikeren Professor Anja C. Andersen satte Jorden i perspektiv i solsystemet og gav indsigt i, hvordan stjernestøv og kosmiske kræfter har formet vores verden. Hun gjorde komplekse emner om universets oprindelse forståelige og fremhævede betydningen af Jordens relativt tynde atmosfære. Den beskytter os mod rummets kolde tomhed og farlige stråling samt indeholder livsvigtige gasarter, der gør vores planet beboelig.

Biolog Joachim Offenberg satte spørgsmålstegn ved, om myren måske er mere lig med mennesket, end man lige tror? Myrer har husdyr, de tager slaver, de dyrker landbrug, og de begår statskup. Myrerne er berygtede for deres flid og har så små hjerner, at de kan leve flere dage uden hoved. Alligevel er de i stand til både at samarbejde, kommunikere og udvikle deres egen medicin. Forskning viser, at vi måske kan lære af myrernes organisering, byggemetoder og ressourceoptimering, når vi skal udvikle fremtidens bæredygtige samfund.

Mykolog Lene Lange mener, at svampe kan redde verdenen. Svampe indeholder løsninger på alt fra medicin, mad, batterier, nedbrydning af affald til bæredygtige materialer. De kan endda kommunikere via elektriske signaler, hvilket gør dem langt mere avancerede, end vi tidligere har troet. Svampenes potentiale er enormt, men vi udnytter kun en brøkdel af deres egenskaber, og ifølge Lene kan øget forskning på området kun gå for langsomt.

Biolog og forfatter Hanne Strager har studeret spækhuggere i årtier og delte spændende indsigter i deres sociale liv og jagtteknikker. Hver flok har sin egen unikke “sociolekt”, hvilket betyder, at spækhuggernes kommunikationer ikke er afgrænset af et geografisk område, men derimod af et socialt tilhørsforhold. Spækhuggere samarbejder, udvikler nye jagtmetoder og lærer af hinanden – ligesom mennesker.

Teolog og ph.d. i bioetik Mickey Gjerris delte sine tanker omkring, hvordan man kan leve det gode liv og samtidig passe på klimaet. Klimaforandringerne er ifølge ham er et etisk spørgsmål, fordi de krænker den grundlæggende respekt for andre – mennesker såvel som andre arter. Klimaforandringer er et etisk spørgsmål, fordi de påvirker både mennesker og dyr. Vi har et valg – og vi kan gøre en forskel,” sagde han. ”Løven kan ikke vælge at spise falafler i stedet for kød, men det kan vi. Hvis vi vil.”

Arrangementet gav eleverne nye perspektiver på videnskab, natur og menneskets rolle i verden. Verdens Vilde Liv satte fokus på vigtigheden af viden, nysgerrighed og engagement i at beskytte vores planet – både fra rummet, havet, skovene og de mindste organismer på Jorden.

For eleverne var det en oplevelse at se deres faglige værktøjer anvendt i virkeligheden. "Det føltes som en begivenhed, der kan hjælpe os med at se vores faglighed i en bredere kontekst,” fortæller en elev.

Besøg os

Vi afholder jævnligt informationsarrangementer, hvor du har mulighed for at besøge os og stille alle dine spørgsmål. Du er også altid velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for vejledning eller ønsker en rundvisning.