24 okt. 2023
Motivation, arbejdsglæde, stolthed og gåpåmod er blot noget af det, som eleverne på EUD og EUX oplever positivt og fortæller om i forhold til College360’s samarbejde med Silkeborg Kommune om bygning af shelters, annekser, bordebænkesæt og legehuse til Danmarks Outdoor Hovedstad.
"Det er motiverende og lærerigt at vide, at vores shelters skal bruges til noget, fortæller Laust, der er elev på College360".
College360 i Silkeborg har forsøgt sig med nye, lærerige tiltag og byggeprojekter som et led i elevernes uddannelse på Håndværk og Design. Her får eleverne på Grundforløb 1 og 2 mulighed for at bygge og producere shelters, annekser, overdækkede bordbænkesæt samt legehuse, der efterfølgende kommer ud i naturen i Silkeborg Kommune og bliver brugt af borgerne.
Eleverne opnår derved en meningsfyldt arbejdsindsats i Danmarks Outdoor Hovedstad, da deres færdigbyggede produkter kommer ud og lever i virkeligheden til gavn og glæde for borgerne.
"Før byggede eleverne eksempelvis et lille udsnit af en væg, som så efterfølgende skulle skilles ad og smides ud. Af den grund havde eleverne ikke altid det største incitament til at lægge kræfter, arbejdsglæde og kvalitet i deres byggeprojekter og uddannelse", udtaler René Bülow, faglærer på College360.
Foreløbigt er elevernes projekter allerede at finde i forskellige lokalområder i Danmarks Outdoor Hovedstad, herunder Them og Eriksborg.
"Vi er utrolig glade for samarbejdet med College360. Undervisningsmæssigt gavner det eleverne positivt ved, at de i samarbejde med konstruktive og dygtige faglærere udvikler og løser en konkret opgave, der skal ud i den virkelige verden. Samtidig understøtter samarbejdet intentionen om at lave outdoorfaciliteter og aktiviteter, der er let tilgængelige for alle i Danmarks Outdoor Hovedstad, uddyber projektleder Merethe Jelsbak Raundahl fra Silkeborg Kommune, der sammen med René Bülow har taget initiativ til samarbejdet.